IT-systemerKravpakkeVedligeholdelse

|

ProcesCasesJobsOm ActoActo Talks
Mit actoKontakt os

1. Indledning

Disse standardvilkår og betingelser gælder for leveringsaftale indgået mellem Acto ApS ( ”Leverandøren”) og Kunden.

Sammen udgør leveringsaftalen og andre bilag den samlede aftale, herefter kaldet "Aftalen".

Parterne er enige om at samarbejde med en positiv, professionel og ansvarlig holdning under hele forløbet. Parterne vil yde en betydelig indsats for at opnå det bedst mulige resultat. Parterne vil udvise den fleksibilitet, som må anses for rimelig og sædvanlig ved gennemførelse af digitale projekter.

2. Aftalen

2.1 Leverancen

Aftalen omfatter de ydelser, projekter, løsninger mv. (herefter kaldet "Leverancen"), som er beskrevet i Leveringsaftalen for digitale projekter eller anden tilsvarende aftale. Kundens skriftlige accept er påkrævet, inden Leverancen igangsættes af Leverandøren.

Et aftaledokument skal som minimum indeholde følgende:

  • Opgavens omfang og afgrænsning, (herunder kravbeskrivelse)
  • Angivelse af pris og betalingsplan.
  • Tidsplan
  • Aftale for leverancen
  • Beskrivelse af Kundens medvirken i opgavens udførelse.

3. Underleverandører

3.1 Anvendelse af underleverandører

Leverandøren er berettiget til at anvende underleverandører. Der påhviler Leverandøren samme ansvar for sådanne underleverandørers ydelser og leverancer, som gælder for Leverandørens egne ydelser og leverancer i henhold til Aftalen.

4. Information

4.1 Loyal informationsforpligtelse

Parterne skal løbende informere hinanden skriftligt om ethvert forhold, der skønnes at have betydning for gennemførelse af et hensigtsmæssigt kontraktforløb i så god tid, at den anden part har mulighed for at tilpasse sig den fremtidige situation.

5. Dokumentation

5.1 Informationsmateriale fra producenter/Licensudbydere

I enhver leverance medfølger, medmindre andet er udtrykkeligt angivet, alene den dokumentation for anvendelse, som medfølger fra de respektive producenter/licensudbydere.

5.2 Leverandørens egne ydelser og produkter

Dokumentation, f.eks. inline-kommentering brugermanualer, undervisningsmateriale mv. skal aftales specifikt og honoreres særskilt.

6. Leverandørens forpligtelser

6.1 Udførende team

Leverandøren bør så vidt muligt stille det præsenterede team til rådighed inden for Leverancens rammer, herunder i form af projektledelse og projektstyring. Hvis personer fra det præsenterede team forlader Leverandøren, eller af anden grund ikke kan være tilknyttet Leverancen, er Leverandøren ansvarlig for at sikre, at nye medlemmer af Leverandørens team har tilsvarende kompetencer, og at de får en indføring i Leverancen. Denne indføring sker for Leverandørens egen regning.

6.2 Informationspligt ved ændringer

6.2.1 Leverandøren forpligter sig til at meddele Kunden, når ændringer eller uforudsete forhold får indflydelse på de aftalte forhold.

6.2.2 Når der arbejdes efter estimater/fast tidsforbrug, forpligter Leverandøren sig til at kommunikere væsentlige ændringer af estimater hurtigst muligt til Kunden. Formodning om ændringer skal kommunikeres af Leverandøren uden ugrundet ophold.

6.2.3 Leverandøren forpligter sig til at indgå i dialog med Kunden om eventuelle ønsker til ændringers indflydelse på Leverancens leveringstidspunkt og pris.

6.3 Rettigheder

Leverandøren forpligter sig til at sikre, at alle nødvendige rettigheder og licenser til software og andre rettighedsbeskyttede materialer, som Leverandøren anvender i Leverancen, er til stede i overensstemmelse med den aftalte eller forudsatte brug.

6.4 Teknologi og rådgivning

6.4.1 Leverandøren forpligter sig til at kunne dokumentere hvilke kodningsstandarder, Leverandøren benytter.

6.4.2 Leverandøren forpligter sig til at rådgive om tekniske standarder, hardware og software, der har relevans for Leverancen, og som er indenfor Leverandørens ekspertise.

6.4.3 Leverandøren forpligter sig til at indgå som rådgiver for Kunden i forbindelse med eventuel erhvervelse af hardware- og/eller softwareprodukter, samt ved udvælgelse af Open Source-moduler og –komponenter indenfor Leverandørens ekspertise. Leverandøren yder ikke nogen form for reklamationsret for sådanne produkter.

7. Kundens forpligtelser

7.1 Projektdeltagere

Kunden forpligter sig til at stille egne projektdeltagere og andre interessenter med den nødvendige viden og kompetencer til rådighed på de aftalte tidspunkter og i det nødvendige omfang. Kunden er ansvarlig for ledelse og koordinering af alle Kundens interessenter, herunder deres kommunikation med Leverandøren.

7.2 Informationspligt

7.2.1 Kunden forpligter sig til så vidt muligt at holde Leverandøren opdateret om kommende budgetter og planer, der kan påvirke Leverancen.

7.2.2 Kunden forpligter sig til at respondere på modtagne dokumenter og forespørgsler uden ugrundet ophold, så tidsplanen kan overholdes.

7.3 Mødedeltagelse

Kunden forpligter sig til at deltage i de aftalte møder. Både dem i tidsplanen og ad-hoc møder.

7.4 Test og godkendelse

Kunden forpligter sig til at medvirke til test og godkendelse af Leverandørens ydelser.

7.5 Adgang til information

7.5.1 Kunden forpligter sig til at give adgang til tilgængelig produktinformation, nødvendige systemer, brugerinformation, websiteanalyser og enhver eksisterende strategisk dokumentation, som er aktuel og relevant for udførelse af Leverancen.

7.5.2 Kunden forpligter sig til at forsyne Leverandøren med godkendte elektroniske filer med logoer, produktbilleder og skriftligt indhold.

7.5.3 Kunden forpligter sig til at være ansvarlig for nøjagtighed af udleveret materiale og de nødvendige godkendelser af al indhold.

7.6 Rettigheder

Kunden forpligter sig til at være i besiddelse af alle nødvendige rettigheder og licenser til materiale, udleveret til Leverandøren.

7.7 Teknologi

Kunden forpligter sig til, i samarbejde med Leverandøren, at kommunikere skriftligt, hvilke udviklingsstandarder, opfyldt browserkrav eller andre tekniske standarder, som det forventes, at Leverandøren skal forholde sig til. Når disse krav er opfyldt, skal det udstyr, programmel og dokumentation, som Leverandøren leverer være tilstrækkeligt til, sammen med Kundens it-miljø, at opfylde kravene i Aftalen. Det er en forudsætning for Leverandørens opfyldelse af Aftalen, at der ikke forekommer fejl i Kundens it-miljø, som påvirker Leverandørens opfyldelse af kravene i Aftalen.

7.8 Undervisning

Det er Kundens forpligtelse at deltage i fornøden undervisning, der muliggør brugen af Leverancen. Omfanget aftales særskilt i forbindelse med aftalens indgåelse.

8. Levering

8.1 Klar til drift

8.1.1 Leverandøren afleverer Leverancen til Kunden for accepttest af Kunden. Kunden skal udføre accepttesten hurtigst muligt og senest 10 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor Leverandøren melder Leverancen klar til accepttest. Såfremt denne tidsfrist overskrides uden forudgående aftale mellem Kunden og Leverandøren, betragtes Leverancen som accepteret og meldt ”Klar til drift” af Kunden, hvorefter pkt. 20.1 træder i kraft.

8.1.2 Når Leverandøren har rettet alle væsentlige mangler (som defineret i pkt. 9.2.1), der blev fundet i Kundens accepttest, så er Leverancen ”Klar til drift.” Leverandøren skal meddele Kunden, når Leverancen er ”Klar til drift”.

8.2 Leveringstidspunkt

8.2.1 Levering er sket rettidig, når Leverancen er ”Klar til drift” (jf. pkt. 8.1.2) på det aftalte leveringstidspunkt og -sted. Leverandøren forpligter sig til at levere rettidig, medmindre Kundens forhold forhindrer, at tidsplanen kan overholdes.

8.2.2 Leverandøren bærer risikoen for Leverancen, indtil den er ”Klar til drift”. Sker overtagelsen før Leverancen er ”Klar til drift”, overgår risikoen til Kunden på overtagelsesdagen, medmindre andet er udtrykkeligt angivet.

9. Mangler

9.1 Mangler

9.1.1 Er Leverancen ikke udført i overensstemmelse med Aftalen, fagmæssigt korrekt eller i overensstemmelse med Kundens eventuelle skriftlige anvisninger, som Leverandøren har accepteret, foreligger der en mangel.

9.1.2 Leverancen skal i alle tilfælde have de egenskaber, som er tilsikret ifølge Aftalen. Såfremt en fejlfunktion ved det leverede skyldes forhold, som hidrører fra Kundens øvrige programmel og udstyr eller forhold, som skyldes, at andre end Leverandøren har tilpasset eller udført vedligeholdelse til Leverancen, anses dette ikke som en mangel, og Leverandøren kan således ikke drages til ansvar herfor.

9.1.3 Hvis Leverandøren kan godtgøre, at manglen skyldes forhold, som Leverandøren ikke havde viden om på tidspunktet for Aftalens indgåelse, kan Leverandøren ikke drages til ansvar herfor. Det arbejde, Leverandøren skal levere, er altså den version af det aftalte software, som er gældende den dato, hvor Leverandørens udvikling påbegyndes (aftale tidspunktet). Hvis den leverede ydelse på leveringstidspunktet ikke kan integreres med systemer, som er ændret efter aftaletidspunktet, er dette således ikke at anse som en mangel. Kunden bærer således risikoen for ændringer i de systemer, som Leverandørens arbejde efterfølgende skal integreres med.

9.1.4 Lider Leverancen af en mangel, skal Kunden give Leverandøren skriftligt meddelelse herom i overensstemmelse med pkt. 20.

9.2 Væsentlige mangler

9.2.1 Der foreligger en væsentlig mangel, når manglen medfører uoprettelige forhold, og forhindrer, at Leverancen kan opfylde Kundens forretningsmål, som beskrevet i Leveringsaftalen eller på afgørende vis leverer forkerte informationer til brugerne. Det vil sige; forhindrer brugerne i at anvende Leverancen, og hvis rettelse ikke kan udskydes uden, at dette vil være til væsentlig ulempe for Kunden.

9.2.2 Mangler, der kan løses ved at benytte andre datainput eller metoder end oprindeligt aftalt mellem Parterne, regnes ikke som væsentlige mangler.

9.3 Afhjælpning af mangler

Hvis der foreligger mangler, prioriteres disse i en skriftlig aftale med tilhørende afleveringsfrister mellem Leverandøren og Kunden senest 5 hverdage efter udløb af reklamationsfristen jf. pkt. 20.2. Afhjælpning af manglerne gennemføres hurtigst muligt i henhold til den skriftlige aftale med tilhørende afleveringsfrister, som er godkendt af Kunden.

10. Ændringer foretaget af kunden eller tredjemand

Leverandøren fraskriver sig ethvert ansvar for Leverancen, såfremt den ændres af Kunden eller tredjemand inden leveringen, efter levering eller efter Kundens overtagelse, jf. pkt. 8.2.2, uden Leverandørens forudgående skriftlige godkendelse af ændringen.

11. Pris

11.1 Prismodel

Prisen kan enten være fast eller fleksibel, alt afhængigt af hvorledes projektet gennemføres.

11.2 Forhold, som pris og tidsplan ikke inkluderer

Priser og tidsplaner specificeret i Aftalen inkluderer ikke det arbejde, der kræves for at rette fejl, som Kunden måtte lave. Såfremt Kunden skifter ud i sine projektdeltagere, kan Leverandøren kræve særskilt betaling for den ekstra tid, som medgår til at sætte nye deltagere ind i Leverancen.

12. Ændringer

12.1 Ændringer af aftalen

Ændring i Aftalen kan kun ske ved skriftlig meddelelse, som den anden part skriftligt accepterer.

12.2 Væsentlige ændringer fra budget

Såfremt Leverandøren bliver opmærksom på en væsentlig ændring fra det aftalte budget, skal Leverandøren give Kunden skriftlig besked herom, inden arbejdet fortsættes.

12.3 Ændring af timepriser

Ændringer i Leverandørens gældende timepriser kan ske årligt og meddeles skriftligt til Kunden med 3 måneders forudgående varsel.

12.4 Ændringer af tredjeparts software

Tredjeparts software, herunder browsere, operativsystemer, plug-ins mv. ændres ofte uden forvarsel. Sådanne ændringer kan afstedkomme fejl og forstyrrelser på software, udviklet af Leverandøren. I det omfang Leverancen inkluderer bestemte software-løsninger eller integration med bestemte softwareleverandører, vil Aftalen kun inkludere den version af det aftalte software, som er "live" den dato, hvor Leverandørens udvikling starter. Alle ændringer til software, som ikke er kontrolleret af Leverandøren, er ikke inkluderet i tilbuddet. Nødvendige tilrettelser af Leverancen vil blive faktureret separat efter aftale.

13. Fakturering

13.1 Fakturering

13.1.1 Betaling følger den fastsatte betalingsplan. Ved for sen betaling er Leverandøren berettiget til at debitere Kunden et rykkergebyr samt morarente fra forfaldsdagen efter rentelovens til enhver tid gældende regler.

13.1.2 Fakturaer forfalder til betaling 14 dage efter fakturadato, med mindre andet er aftalt skriftligt.

13.1.3 Kunden kan forlange en fuldstændig timeopgørelse over de forbrugte timer som faktureringsgrundlag, når der er aftalt afregning efter medgået tid m.v (Time & Material)

13.1.4 Indkøb foretaget af Leverandøren på vegne af Kunden til brug for Leverancer (eksterne omkostninger) kan faktureres straks til umiddelbar betaling.

13.1.5 Den samlede eller resterende kontraktsum forfalder til betaling senest på overtagelsesdagen medmindre andet er aftalt i betalingsplanen.

13.1.6 Alle priser er i danske kroner eks. moms, medmindre andet fremgår af Aftalen.

13.2 Eksterne omkostninger

13.2.1 Leverandøren er berettiget til særskilt betaling for eksterne omkostninger, herunder nødvendige ydelser, licenser, produkter mv. fra eksterne leverandører.

13.2.2 For så vidt angår rejseaktiviteter (fx tog, færge, fly, hotel, forplejning), så afregnes disse i overensstemmelse med de faktiske omkostninger eller efter Statens til enhver tid gældende takster. Rejsetid, udover 1 time hver vej, faktureres med gældende aftalte timepriser.

13.2.3 Kunden er forpligtet til at acceptere ændringer i prisen som følge af dokumenterede forøgede omkostninger for Leverandøren som følge af ændringer i valutakurser, skatter, afgifter, m.v. vedrørende den aftalte leverance.

14. Afbestilling

14.1 Delleverancer

Afbestilling af delleverancer skal ske skriftligt og indebærer, at Leverandøren indstiller igangværende arbejde på den aktuelle del af Leverancen, og så vidt muligt begrænser omkostningerne for Kunden. Kunden betaler omkostninger og medgået tid, der allerede er afholdt, samt Leverandørens tidsforbrug forårsaget af afbestillingen efter Leverandørens gældende timepriser.

14.2 Kompensation

Endvidere kan Leverandøren kræve en rimelig kompensation, dog maksimalt 15 % af den resterende del af kontraktsummen. Afbestilling af hele leverancen betragtes som en opsigelse af Aftalen og reguleres efter pkt. 25.

15. Kundens rettigheder

15.1 Kundens rettigheder

Alle kundedata, som er registreret i Leverancens systemer, tilhører Kunden.

15.2 Programmel

15.2.1 For programmel af enhver art gælder rettighedsindehaverens (producentens) til enhver tid gældende licensbetingelser, medmindre andet er udtrykkeligt angivet.

15.2.2 For programmel, der udvikles eller tilpasses (videreudvikles) af Leverandøren under Leverancen, erhverver Kunden en uindskrænket ret til selv at benytte Leverancen uden tidsmæssige eller geografiske begrænsninger. Kunden kan frit bearbejde og udvikle på Leverancen, herunder ved hjælp fra tredjemand.

16. Leverandørens rettigheder

16.1 Programmel

16.1.1 For programmel, der udvikles eller tilpasses under denne aftale, erhverver Kunden alene en uindskrænket brugsret til Leverancen. Kunden er dog berettiget til frit at videreudvikle Leverancen selv eller i samarbejde med tredjemand til brug for Kunden.

16.1.2 Aftalen forhindrer ikke Leverandøren i at udføre tilsvarende ydelser og leverancer forandre kunder. Med respekt for Kundens rettigheder, forretningshemmeligheder og fortrolig information er Leverandøren berettiget til frit at videreudvikle, benytte og udnytte den generelle viden og knowhow samt værktøjer, koder, teknikker, ideer og anden information mv., som Leverandøren har anvendt, udviklet eller erhvervet i forbindelse med Leverancen.

16.1.3 I det omfang fortrolige oplysninger og/eller forretningshemmeligheder indgår i programmellet, skal de fjernes, før Leverandøren kan udnytte programmellet i andre kommercielle sammenhænge.

16.2 Open Source-Software

16.2.1 Hvad angår 3. parts-software kan Parterne aftale skriftligt at gøre udviklet software tilgængeligt for offentligheden, såfremt 3. parts licensen gør det muligt

16.2.2 Hvis der indgår 3. parts-software i Leverandørens Leverance, opnår Kunden de rettigheder hertil, som fremgår af de til enhver tid gældende licensbetingelser for det relevante 3. parts-software. Leverandøren er ikke ansvarligt for fejl eller ændringer i 3. parts-software, Kundens egne ændringer eller andre forhold, som medfører, at Leverandøren skal udføre rettelser eller yderligere arbejde vedrørende det konkrete 3. parts-software.

16.3 Rettigheder ved aftalens ophævelse

Såfremt Aftalen ophæves helt eller delvist, tilbagetages enhver af Kunden erhvervede rettigheder uindskrænket til Leverandøren for den del af Aftalen, der ophæves. Det samme gælder, hvis Leverancen ikke finder sted på grund af force majeure.

16.4 Tredjemandsrettigheder

16.4.1 Leverandøren indestår for så vidt muligt, at Leverancen ikke krænker andres rettigheder, herunder patenter eller ophavsrettigheder. Det gælder dog ikke, såfremt Kunden anvender Leverancen, eller delelementer af den, på andre måder eller i videre omfang end oprindeligt aftalt eller hvis Kunden videreudvikler på Leverancen.

16.4.2 Indeståelsen forudsætter, at Kunden straks giver Leverandøren skriftlig meddelelse, når Kunden bliver opmærksom på eventuelle rettighedskrænkelser, og Kunden bistår Leverandøren under sagen i fornødent omfang.

16.4.3 I det omfang Kunden leverer rettighedsbeskyttet materiale, software og andet til brug for udarbejdelse af Leverancen, kan Leverandøren ikke gøres erstatningsansvarlig for eventuelle krænkelser af tredjemandsrettigheder.

16.4.4 Såfremt Leverancen medfører, at Kunden udnytter tredjeparts software, påhviler det Kunden at tegne og opretholde licensaftaler eller på anden måde opnå rettighedsindehaverens samtykke til sådan udnyttelse, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af Aftalen. Leverandøren skal på Kundens anmodning bistå Kunden i nødvendigt og rimeligt omfang med rådgivning og evt. indkøb af licensaftaler.

17. Ansvar for lovgivning

Leverandøren arbejder i overensstemmelse med den danske markedsføringslov (§§ 1-12). Kunden sikrer, at lovgivning og branchekutymer inden for kundens fagområde iagttages. Kunden orienterer Leverandøren skriftligt, og inden arbejdet påbegyndes, om særlige lov- og produktkrav m.v., som Leverandøren skal tage højde for.

18. Produktansvar

Leverandøren har produktansvar i henhold til Produktansvarslovens præceptive regler. Leverandøren fraskriver sig ethvert andet produktansvar.

19. Fortrolighed

19.1.1 Parterne forpligter sig til ikke at videregive oplysninger til tredjepart, som de modtager fra hinanden inden for rammerne af Aftalen, medmindre der er tale om forhold, som er offentliggjort, eller af anden grund naturligt kan bringes videre til tredjemand. Tavshedspligten påhviler ligeledes den respektive parts ansatte og andre, der er beskæftiget med Aftalens udførelse både under og efter udvikling af Leverancen.

19.1.2 Uanset ovenstående har Leverandøren ret til i markedsføringsøjemed og i forbindelse med konkurrencer og prisoverrækkelser at oplyse, at Kunden er kunde hos Leverandøren.

19.1.3 Såfremt der blandt Leverandørens øvrige kunder er sådanne, der måtte drive konkurrerende virksomhed med Kunden, skal Leverandøren, hvis Kunden specifikt anmoder om dette, etablere og opretholde informationsbarrierer. Disse skal sikre, at der ikke opstår personsammenfald blandt de medarbejdere, der udfører arbejdsopgaver hos henholdsvis Kunden og den konkurrerende virksomhed.

20. Reklamationspligt

20.1 Mangler, som burde være opdaget under accepttesten

Mangler, som Kunden har opdaget eller burde have opdaget under accepttesten, kan ikke senere gøres gældende over for Leverandøren.

20.2 Mangler, som først kunne opdages efter accepttesten

Vil Kunden påberåbe sig en mangel, som ikke blev opdaget og heller ikke burde have været opdaget under accepttesten, skal Kunden give Leverandøren meddelelse herom inden for 10 arbejdsdage efter levering, jf. pkt. 8.2.1. I modsat fald taber Kunden retten til at påberåbe sig manglen.

20.3 Væsentlige mangler

20.3.1 Reglen i pkt. 20.2 gælder dog ikke for væsentlige mangler:

som det ikke var muligt for Kunden at opdage under accepttesten, eller inden for 10 dage efter leveringen, jf. pkt. 8.2.1, og som Kunden kan bevise var til stede på leveringstidspunktet.

20.3.2 Såfremt Kunden påberåber sig en mangel, og det efterfølgende viser sig, at manglen ikke skyldes Leverandørens leverance, har Leverandøren ret til kompensation for de timer, der er anvendt på at undersøge manglen.

20.3.3 Såfremt ansvaret for manglen ikke kan placeres entydigt ved én part, udgør kompensationen for timer på undersøgelse af manglen alene 50 % af den forbrugte tid.

20.4 Garantiperiode

20.4.1 Garantiperioden for udviklet programmel under aftaledokumentet udløber 90 dage efter bestået overtagelsesprøve. Rettes en fejl i garantiperioden, udløber garantien for denne rettelse 90 dage efter afsluttet fejlrettelse. Garantiperioden udløber dog tidligst på samme tidspunkt som garantiperioden for den oprindelig leverance.

20.4.2 Såfremt Kunden påberåber sig en væsentlig mangel, og det efterfølgende viser sig, at manglen ikke skyldes Leverandørens leverance, har Leverandøren ret til kompensation for de timer, der er anvendt på at undersøge manglen.

20.4.3 Såfremt ansvaret for manglen ikke kan placeres entydigt ved én part, udgør kompensationen for timer på undersøgelse af manglen alene 50 % af den forbrugte tid.

20.4.4 Udbedring af mangler efter reklamationsrettens udløb vil blive håndteret mod særskilt betaling til aftalt timepris.

21. Misligholdelse

21.1.1 Dansk rets almindelige regler regulerer misligholdelse med de undtagelser, der følger af Aftalen. Misligholdelse skal meddeles straks og inden 1 uge fra, at Kunden får eller burde have fået kendskab til misligholdelsen. Misligholdelse meddeles Leverandøren skriftligt.

21.1.2 Misligholder Kunden sine forpligtelser efter punkt 4 eller 7, er Leverandøren berettiget til at fakturere Kunden de meromkostninger, som forårsages af Kundens misligholdelse.

21.1.3 Såfremt en part væsentligt misligholder sine forpligtelser, skal den anden part give 15 dages skriftligt varsel til at bringe misligholdelsen til ophør. Har den misligholdende part ikke bragt misligholdelsen til ophør inden denne frist, kan den anden part herefter hæve Aftalen helt eller delvist.

21.1.4 Hver af Parterne kan dog ophæve Aftalen uden varsel, såfremt den anden part træder i betalingsstandsning, indleder forhandling om akkord eller tages under konkursbehandling, såfremt konkursboet på baggrund af skriftlig henvendelse fra den anden part ikke uden ugrundet ophold meddeler, at boet indtræder i kontrakten.

22. Erstatningsansvar

22.1 Ansvarsbegrænsning

22.1.1 Leverandørens erstatningsansvar er begrænset til Kundens direkte tab som følge af Leverandørens misligholdelse.

22.1.2 Leverandørens erstatningsansvar omfatter ikke følgeskader, driftstab, tab på grund af mangler ved tredjepartsleverancer og heller ikke indirekte tab, herunder tab af indtægt, profit, reduceret salg, hindring med at levere til tredjepart, samt tab forbundet med en ikke opfyldt forventet nytte af Leverancen. Leverandørens ansvar for underleverandører er omtalt i pkt. 3 ”Underleverandører”.

22.1.3 Herudover kan Leverandørens samlede ansvar ikke overstige 50% af det fakturerede beløb (fratrukket eksterne omkostninger) for Leverancer, der udspringer af nærværende aftale gennem de seneste 3 måneder op til meddelelsen om misligholdelse. Leverandøren har ret til at afhjælpe misligholdelsen og levere det påklagede igen.

22.2 Erstatning ved forsinkelse

Såfremt Kundens forhold bevirker, at Leverandøren ikke kan udføre sit arbejde som aftalt og planlagt, er Leverandøren berettiget til at kræve vederlag for de(n) af Leverandørens medarbejdere og underleverandører, der ikke med det samme kan overføres til andre projekter i en periode på op til 4 uger. Dette gælder dog ikke ved afbestilling, jf. pkt. 14 eller opsigelse, jf. 25. Det er en betingelse for Leverandørens vederlagskrav efter denne bestemmelse, at Leverandøren aktivt og loyalt har bestræbt sig på at overføre sådanne medarbejdere og underleverandører til andre projekter.

23. Force Majeure

23.1.1 En part er ikke ansvarlig for skade, mangler eller forsinkelser i henhold til Aftalens udførelse, såfremt parten forhindres i at opfylde sine forpligtelser på grund af forhold, som parten ikke er herre over, og som parten ikke med rimelighed kunne forventes at have forudset på aftaletidspunktet, og hvis følger parten heller ikke med rimelighed kunne have undgået eller overvundet (force majeure).

23.1.2 Force majeure kan kun påberåbes, såfremt den pågældende part har givet skriftlig meddelelse herom til den anden part inden 5 arbejdsdage efter, at force majeure-situationen er indtrådt.

24. Overdragelse

Kunden og Leverandøren har ret til at overdrage deres rettigheder og forpligtelser til et andet selskab i deres respektive koncerner. Herudover kan ingen af Parterne uden den anden parts skriftlige samtykke overdrage rettigheder og forpligtelser til tredjemand.

25. Ophør

25.1.1 Aftalen kan opsiges skriftligt af hver af Parterne med 3 måneders varsel, dog er Leverandøren berettiget til betaling for sine ydelser frem til opsigelsestidspunktet, allerede afholdte omkostninger, samt omkostninger i forbindelse med opsigelsen. Leverandørens arbejde i forbindelse med opsigelsen debiteres Kunden i henhold til timeforbrug efter Leverandørens til enhver tid gældende timepriser.

25.1.2 Ved Aftalens afslutning skal hver part på en anden parts skriftlige anmodning tilbagelevere eller tilintetgøre materiale og dokumenter, der tilhører den anden part.

25.1.3 Bestemmelser, som efter deres natur rækker ud over Aftalens løbetid, skal også være gældende efter Aftalens ophør.

26. Tvist

26.1.1 Tvister afgøres efter dansk ret. Parterne skal søge alle konflikter løst ved direkte forhandling mellem sig. Hvis Parterne ikke kan løse en konflikt ved direkte forhandling, kan konflikten søges løst enten ved syn og skøn eller mediation, hvis Parterne er enige om det.

26.1.2 Søges konflikten løst ved syn og skøn, kan hver af Parterne anmode enten IT-Branchen og Dansk Annoncørforening eller Kreativitet & Kommunikation og Dansk Erhverv om i forening at bringe en syns- og skønsmand i forslag. Syns- og skønsmand skal være medlem af mindst en af de nævnte organisationer. Parterne er i så fald enige om, at sagen afsluttes i overensstemmelse med syns-og skønsmandens vurdering af sagen, som forelagt i et fælles syns- og skønstema.

26.1.3 Søges konflikten løst ved mægling, og Parterne ikke inden 14 dage har aftalt, hvem der skal være mediator, kan hver af Parterne anmode Danske Mediatoradvokater om at bringe en mediator i forslag, eventuelt via henvisning til Mediationsinstituttet.

26.1.4 Mediator skal være medlem af Danske Mediatoradvokater, og mediationen skal finde sted i overensstemmelse med de etiske regler for Danske Mediatoradvokater.

26.1.5 Hvis anden aftale ikke indgås i forbindelse med syn og skøn eller mediation, deles omkostningerne til syns- og skønsmand/mediator ligeligt mellem Parterne. Parterne afholder hver især omkostninger til egne rådgivere i forbindelse med syn og skøn/mediationen.

26.1.6 Hvis konflikten ikke er løst ved mediation inden 8 uger efter, at mediation er aftalt, er Parterne ikke længere bundet af en aftale om konfliktløsning via mediation.

26.1.7 En aftale om syn og skøn/mediation er ikke til hindring for indgivelse af stævning, voldgifts klage mv. i Danmark sideløbende med syn og skøn/mediation, såfremt det er nødvendigt for at undgå rettighedsfortabelse ved forældelse eller lignende. En aftale om syn og skøn/mediation indebærer ikke afkald på at bruge foreløbige retsmidler som arrest og fogedforbud.

26.1.8 Alle drøftelser i tilknytning til et syn og skøn/mediation er fortrolige for alle medvirkende.

26.1.9 Hvis Parterne ikke kan finde anden løsning, skal tvisten løses af de danske domstole, medmindre Parterne indgår aftale om at anvende en dansk voldgift.

Assistant Chief Technology Officer

+45 60 19 68 50info@acto.dkOm Acto

Åbningstider:
Mandag - torsdag 09:00 - 17:00
Fredag: 09:00 - 16:00

Ringager 4A, 2605 Brøndby (vis på kort)

CVR-nummer: 36919914



© Acto ApS

Cookies

Acto anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Du accepterer cookies ved af klikke videre på ”accepter cookies”.

Læs mere